Tirsdag d. 3. oktober spillede Kolding IF sig endnu en gang videre i Kvindepokalen, da de vandt 1-4 over Vildbjerg.
Pigerne spillede i fredags i Kvindeligaen, så det var ikke mange dages pause, før der var endnu en kamp på programmet. Kolding IF var taget til Vildbjerg, for at spille deres 2. kamp i Kvindepokalen. Kampen bød også startdebut til Ida Skovbo og Ester Dahlmann.
Lang tid gik der heller ikke, før Freya Winther scorer og bringer Kolding IF i front og pausestillingen bliver også 0-1.
Der går dog ikke lang tid efter 2. halvleg er startet, til at Vildbjerg udligner. 1-1 er resultatet helt indtil der er spillet 80 min, hvor Benedicte Moss scorer til 2-1. Efter 81 min. kunne Sarah Thygesen også gøre comeback efter en lang skadesperiode. Benedicte Moss er på pletten igen efter 86 min, da hun gør det til 1-3 og Ida Guldager lukker endegyldigt kampen, da hun scorer til 1-4 i overtiden.
Cheftræner Allan Drost ser flere positive elementer i kampen og er glad for at være videre i Kvindepokalen:
– Vi sætter os hurtigt på begivenhederne og er klart det bedste hold i kampens første 15-20 min, hvor vi fortjent også får bragt os i front og holder føringen til pause. Til gengæld kommer vi særdeles skidt ud fra pausen, hvor vi har en dårlig periode på et kvarters tid, hvor vi må se modstanderne investere mere end vi gør, både med og uden bold – med udligningen til følge. Herefter får vi greb om kampen igen og har flere store muligheder, inden indskiftede Benedicte Moss med to scoringer og afslutningsvis Ida Guldager med en enkelt får afgjort kampen til vores fordel. Positivt med start-debut til Ester Dahlmann og Ida Skovbo – samt med et længe ventet comeback til Sarah Thygesen – så rigtig mange positive ting at tage med fra kampen, hvor vi desuden realiserede vores første sæsonmål, nemlig at være en del af Kvindepokalen når denne turnering skal afgøres til foråret!
Næste kamp er søndag d. 8. oktober, hvor Kolding IF skal et smut over broen, hvor de møder Brøndby i Kvindeligaen.