Kolding IF siger farvel til fire spillere efter denne vinters transfervindue.
Fire spillere har haft sidste arbejdsdag i Kolding IF, efter transfervinduet lukkede i går aftes. Både Atu Galadima og Alexander Hasmark Jensens kontrakter udløb og forlænges ikke. Begge spillere kom til klubben i sommeren 2021.
Galadima har været ramt af skader, hvilket har betydet, at det kun blev til 92 minutters fodbold i efterårssæsonen over fire kampe for den 23-årige amerikaner. Hasmark stod i buret i de to første kampe i efterårssæsonen, men siden da er det ikke blevet til spilletid for den 21-årige målmand.
Rasmus From forlader også klubben. Den 21-årige målmand har vogtet buret i to kampe i efteråret og siger farvel til Kolding IF efter en gensidig aftale.
Til sidst siger Kolding IF farvel til Mads Eriksen, der udlejes til Hobro for resten af sæsonen. Den 30-årige forsvarsspiller skal derfor prøve sig af på nye græsgange.
Teknisk chef i Kolding IF Frederik Lund udtaler:
– Det er fire dygtige fodboldspillere og gode mennesker, der har ydet en god indsats for klubben. Alle her i Kolding IF takker dem for deres tid i klubben og ønsker dem al held og lykke i fremtiden.