Efter både Kolding IF og Viborg hentede ét point i første kamp, er tørsten efter sejr stor. Især for Viborg er tre point vigtige for at hænge på i oprykningskampen, men historisk har de det svært i Kolding.
På Amager sparkede Kolding IF atter gang i NordicBet Liga ved at hente et flot point, efter at have været nede 0-2. For fredagens modstander var det tæt på at gå galt hjemme mod Skive, da de først i 95. minut scorede til 1-1. Derfor må det ventes, at det er et topmotiveret mandskab der gæster Autocentralen Park, da de ved pointtab kan se oprykningsdrømmen smuldre.
I sæsonens første opgør hentede Kolding en sensationel sejr i Viborg, da Christian Kudsk i overtiden fik frit løb mod mål og sikrede en 1-2-sejr. Viborg havde kampen igennem flere store muligheder og var mest på kuglen. Dog kom KIF i front, da Lars Kramer i blinde sendte bolden tilbage mod mål og i mål. Christian Sivebæk udlignede få min. før tid, men som nævnt lurede overraskelsen. En fejltagelse i forsvaret tillod Kudsk at gå alene ned og sikre KIF sejren. Højdepunkterne kan ses her.
Viborg har sammen med Vendsyssel kun lukket 23 mål ind, hvilket gør dem til holdet med den næstbedste defensiv i rækken. Offensivt gør de sig også godt, hvor de har scoret 39 mål. Tal der viser, hvorfor de ligger, hvor de gør, og som betyder, at KIF kommer på prøve. Dog er KIF ikke langt fra på antal scorede mål, da den hedder 34 mål scoret. Tilmed har Viborg vundet syv ud af deres ti udebaneopgør, mens de resterende tre er nederlag.
Læs: Kolding IF henter landstræner
I VFFs sidste fem udekampe er formen VTTVV. De to nederlag faldt mod Vendsyssel 1-0 og HB Køge 2-1. På Autocentralen Park savner hjemmeholdet en sejr, da det kun er blevet til én, mod Nykøbing FC 3-1, i de seneste fem kampe. Heriblandt har koldinggenserne dog mødt svære modstandere i form af Vendsyssel og FC Fredericia.
Viborg råder over en trup med masser af Superliga-erfaring. Dog er det værd at holde øje med topscoreren Frederik Brandhof, der er noteret for otte mål. Han er en midtbanespiller der arbejder begge veje og som er god til at løbe med i boksen, hvor han finder ind i de rette områder og prikker bolden ind. En anden målfarlig spiller, er Jakob Bonde. Med seks mål siger det sig selv, at han har tendens til at gå med frem, og især i hovedspillet er han stærk. Kaptajnen Jeppe Grønning er en særdeles vigtig aktør på banen, hvor en del spil går gennem ham og hans defensive styrke er stor.
Viborg er inden kampen at finde på andenpladsen med 38 point og syv op til Vejle på førstepladsen. KIF ligger som nr. fire med 31 point, og lige under ligger Fremad Amager og Vendsyssel med 28 point og puster Kolding i nakken.
Til kampen er Patrick Remon Gammelholm dommer. Han har én gang i sæsonen dømt Kolding. Og det var lige præcis i kampen mod Viborg. Her rakte han det gule kort i vejret hele syv gange.
Kolding IF har til kampen Simon Smidt og Christian Kudsk tilbage fra karantæne. Dog er de to pladser i skammekrogen overtaget af Rune Nautrup og Mads Zederkof. Der er derudover også blevet gjort plads til Oskar Flaskager og Emil Sand fra U19 holdet.
Kampen vises på TV3 Sport og Viaplay fra 17:15.
Til kampen har Morten Mølkjær udtaget følgende trup: