Mikkel Jakobsen forsætter ikke i Kolding IF efter årsskiftet, hvor den 21-årige midtbanespiller har kontraktudløb.
Kolding IF siger efter årsskiftet farvel til Mikkel Jakobsen, der har repræsenteret klubben, siden han sidste år skiftede rammerne i Ringkøbing ud til fordel for Kolding.
I samme periode er det blevet til 29 kampe for den 21-årige midtbaneslider, der scorede sit første mål i indeværende sæson mod Skive IK.
– Mikkel er en spiller, der kan dække rigtig mange positioner på banen, han har dog primært været brugt på de offensive pladser, og der er konkurrencen efterhånden så stor i truppen, at der ville være længere og længere til spilletid. Derfor tager vi afsked med Mikkel. Mikkel skal ud og spille kontinuerligt igen og dermed udvikle sig yderligere, udtaler sportschef Niki Zimling.
Alle i Kolding IF ønsker Mikkel alt det bedste fremover.