Kolding IF sluttede her til eftermiddag 2. Division af hjemme på Autocentralen Park. Kampen blev spillet mod Skive og blev vundet med 1-0.
Hele syv blomster blev uddelt inden kampstart her til eftermiddag, da Kolding IF først tog afsked med Rasmus Nissen, Marcus Mlynikowski og Mads Hansen. Derefter blev der uddelt blomster til anfører Sebastian Sommer for at have rundet hele 150 kampe i Kolding IF, mens Jakob Kiilerich, Simon Trier, Mike Vestergård og Christian Kudsk alle har rundet 50 kampe. Til slut kårede Kolding IF årets spiller for 21/22-sæsonen, og det blev ingen ringere end Jakob Kiilerich, der har været på banen i samtlige 38 kampe i denne sæson.
Derudover skal der lyde et kæmpe tillykke til Christopher Bobber Møller, som fik debut i buret i eftermiddagens kamp. Og dermed var der lagt op til en fin sidste kamp i denne sæson, hvor modstanderen hed Skive IK.
Kolding IF startede klart bedst, som vi har set så mange gange i sæsonen. De første 12-15 minutter stod der Kolding på det meste, da boldomgangen var god og løbene energiske, samtidig med at Skive havde virkelig svært ved at finde nøglerne til at låse op for KIF’s defensiv.
Efter otte minutters tid kom første chance, hvor Jespersen med en forrygende bold ud til Wilkins, der havde en motorvej at løbe på, men afslutningen ramte den venstre opstander. Tre minutter senere opstod endnu en chance efter et Vestergård-indlæg, som Dahl kom først på, men keeperen dykkede fint ned og fik den reddet.
Herefter overtog gæsterne lidt af spillet. De spillede med mere inspiration og fandt nogle huller i opspillet. Kolding IF stillede sig lidt længere tilbage på banen og igangsætte først presset, når Skive kom op omkring midterlinjen. Men så vi har set så mange gange før, brugte modstanderne ikke overtaget til noget, da Kolding IF endnu en gang var uhyre svære at skabe chancer i mod. Og hjemmeholdet kom heller ikke selv frem til særlig meget mere i første halvleg, som dommeren fløjtede af efter et minuts tillægstid.
Oskar Stentoft blev sendt på banen i pausen i stedet for Ngongo, der havde spillet færdig for sæsonen. Stentoft, der i løbet af ugen har sat sin underskrift på en ny aftale, fik dog ikke meget at arbejde med i sine 45 minutter.
Ni minutters tid inde i anden halvleg blev Dahl flæsket fuldstændig, og så var der frispark i en god position cirka midt for mål. Sommer og Jespersen stod begge ved bolden, og da det var lige midt for mål, var det svært for keeperen at vide, hvilken side muren skulle stilles op i. Og han valgte tilsyneladende den forkerte, for Jespersen sparkede rundt om muren og lige ind i mål til 1-0 efter 54 minutter!
Og herfra var det lidt, som om begge hold egentlig bare gerne ville have, at tiden løb ud, så de kunne komme på ferie. Kolding jagtede i hvert fald ikke det andet mål med stor vildskab, ligesom gæsterne fra Skive kun virkelig pressede på, når bolden var i nærheden af Bobbers felt.
Første reelle afslutning til Skive kom efter cirka 85 minutters spil, efter at Bobber ikke havde haft særlig meget at lave. Men den unge keeper var klar, da det gjaldt, og han hev et par store redninger frem i slutminutterne og sørgede for, at kampen blev vundet med 1-0. Debutanten Bobber blev kåret som kampens spiller af Kolding IF’s fans og sluttede dermed en fin debutsæson af med en fremragende præstation.
Nederst på siden kan du høre fra både Christopher Bobber Møller og Kristoffer Wichmann efter kampen, og høre fra Årets Spiller i Kolding IF, Jakob Kiilerich.