Kolding IF har skrevet kontrakter med to af klubbens egne, talentfulde spillere, i form af brødrene Ali og Omar Sheikh. Drengene, som har spillet i KIF hele karrieren, har sat signaturer på 3-årige kontrakter.
Disse aftaler er muliggjort af klubbens tidligere spiller, nuværende bestyrelsesmedlem, ALPI Legend, investor og Guldsponsor, Lars Terkelsen fra virksomheden Sonlac.
Brødrene Sheikh huserer til dagligt på klubbens U17-hold, har netop færdiggjort 9. klasse og starter på IBC i Kolding sideløbende med deres fortsatte udvikling i klubben. De to brødre har altid været tæt på hinanden i deres opvækst, og nu skriver de altså deres første ungdomskontrakter sammen:
-Vi gør alt sammen. Samme venner og samme interesser, vi har bare altid været sammen, starter storebror Ali Sheikh og bliver suppleret af lillebror: -Vi har brødrekærlighed, vi elsker hinanden og vi hader hinanden, men vi har altid hængt sammen.
Ali Sheikh befinder sig primært på den centrale del af midtbanen, med brormand Omar hovedsageligt ude på kanten, og der er også stolthed at finde hos dem og taknemmelighed til især én speciel person.
-Selvom det er os der har skrevet under på en aftale, så er det ikke kun vores aftale. Det er også til vores mor. Mor har altid kæmpet for os så vi ikke manglede noget, kørt os til og fra fodbold uden tøven, så hun har virkelig en kæmpe andel i det her. Vi er taknemmelige, glade og stolte over alt hvad vores mor gør for os drenge hver dag, så det er især også hendes aftale, lyder det enstemmigt uden at tøve fra brødrene Sheikh.
I kontraktperioden bliver brødrene sponseret af Lars Terkelsen fra Sonlac, og det er der en helt specielt grund til. Lars var igennem en årrække en hård nyser på KIFs midtbane og en særdeles vellidt person i omklædningsrummet. Nu vil han give noget tilbage til de unge spillere.
– Fodbold er hårdt arbejde, og talent er ikke altid nok. Der skal investeres i mange træningstimer, og så skal man finde en helt særlig dedikation frem. Disse kvaliteter ser jeg hos drengene, og aftalen er en belønning for brødrenes målrettethed og stærke mentalitet. Slutteligt er det også vigtigt, at vi som klub bibeholder vores egne talenter og bygger klubben stærk nedenfra. Jeg er glad for at kunne få lov til at bidrage, runder Lars Terkelsen af.
Kolding IF glæder sig over, at to af klubbens egne talenter har skrevet under på en aftale og glæder sig til at følge deres udvikling på nærmeste hold i årene, der kommer. En stor tak skal atter lyde til Lars Terkelsen og Sonlac for at bidrage til dette.