For et par dage siden kunne vi bringe nyheden om, at Mathilde ‘Mulle’ Gaarn Hansen vender hjem til Kolding på en lejeaftale. Nu kan vi ligeledes bringe den glædelige nyhed, at endnu en koldingenser vender hjem på leje; denne gang i form af Emma Veletanlic, som ved årsskiftet skiftede fra Kolding IF til HB Køge. Hun skal tørne ud for Kolding resten af efteråret.
Hovedpersonen selv ser frem til at vende tilbage:
– Jeg glæder mig over at kunne vende hjem for en stund. Kolding har og vil altid være mit hjem, og jeg ser frem til at kunne bidrage med en masse i de kommende måneder. (Jeg er sikker på, at med en masse tillid fra trænerstaben, kan jeg udvikle mig meget indfri den udvikling jeg har pådraget mig det seneste halve år i HB Køge.) Sidst ser jeg frem til at trække Kolding-trøjen over hovedet igen og hjælpe pigerne godt i gang med sæsonen.
Manager Allan Drost ser Emma som en tydelig forstærkning til Kvindeliga-truppen:
– Vi får en spiller ind, som kender både klubben og en stor del af truppen fra tiden inden hun tog til HB Køge. Emma er en dygtig midterstopper som med sin erfaring, evner på bolden og fysiske styrke uden tvivl vil styrke vores defensiv yderligere.”
Emma kan allerede komme i aktion i aften, når Gjensidige Kvindeliga-sæsonen starter på Autocentralen Park mod AGF – du kan købe billet til kampen ved at klikke her.