To-meter-manden har tidligere vist sig flot frem i NordicBet Ligaen, hvor han i 21/22 sæsonen blev årets profil og topscorer med 19 mål. Herefter gik turen til Lyngby og Superligaen, hvor det blev til 25 optrædener i den seneste sæson.
Cheftræner Kristoffer Wichmann ser den store angriber som et stærkt supplement til et i forvejen kyndigt Kolding IF-angreb:
– Mathias er naturligvis en stærk tilføjelse til vores utroligt kompetente hold og i særdeleshed vores utroligt kompetente angreb. Han giver os endnu flere strenge at spille på taktisk og endnu mere vores modstandere skal forholde sig til. Alle på holdet har gode muligheder for at vise, hvem de er, fordi de er castet ind i vores måde at gøre tingene på. Succesen har været og vil i fremtiden for Kolding IF være, at alle spillere i truppen ved, at de har en meget vigtig rolle. Det gælder både en vigtig rolle i udvikling, i fastholdelse af kultur og i at bidrage hver eneste dag med højt niveau, siger Kristoffer Wichmann og fortsætter:
– Mathias er en erfaren herre, som med sikkerhed vil bidrage til succes på og udenfor banen. Både med sine fodboldmæssige kvaliteter til træning og kamp, men ligeså vigtigt, matcher Mathias’ værdisæt Kolding IF’s, hvorfor han vil kunne bidrage, ligesom alle de andre drenge gør, med høj kvalitet hver eneste dag, tilføjer Wichmann.
Mathias Kristensen er ligeledes optimistisk om, at det bliver et godt samarbejde:
– Jeg har haft nogle gode snakke med Kolding omkring projektet, udviklingen og kulturen i klubben, hvilket tiltaler mig meget. Jeg synes, det lyder spændende, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg har mærket Kolding på egen krop og har set mange kampe. Det er altid et svært hold at spille imod, og det vil jeg gerne være med til at udvikle endnu mere på.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i Kolding og lære alle bedre at kende, så vi kan skabe gode oplevelser sammen, udtaler Mathias Kristensen.
Mathias Kristensen tiltræder truppen med det samme, og lejeaftalen gælder frem til 30. juni 2024.
Der skal endnu en gang lyde et særligt stort tak til Anne og Peter Reinert Skovbakke, der sammen med en anonym sponsor har været med til at gøre det muligt at hente en profil som Mathias Kristensen – også selvom tak er for fattigt et ord til at retfærdiggøre den forskel I gør.