© Gonzales Foto / Dejan Obretkovic
Kolding IF forstærker bagkæden med Marcus Gudmann. Den 20-årige midterforsvarer kommer til klubben på en etårig kontrakt fra FC Nordsjælland.
Kolding IF kan i dag præsentere et nyt ansigt på Autocentralen Park. Klubben har sammen med FC Nordsjælland indgået en aftale om forsvarstalentet Marcus Gudmann, der har underskrevet en kontrakt, som løber frem til sommeren 2021. Aftalen vækker glæde hos cheftræner, Morten Mølkjær, der peger på det perfekte match.
– Vi har, ligesom mange andre klubber, kigget på Marcus [Gudmann] længe. Derfor er vi naturligvis glade og stolte over, at en aftale kunne indgås. Marcus [Gudmann] passer rigtig godt ind i vores system, hvor han også skal bidrage til større konkurrence i truppen, udtaler Mølkjær.
Trods sin unge alder har den 20-årige midterforsvarer allerede samlet erfaring i 1. division, hvor han i foråret var udlejet til FC Roskilde. Med stor autoritet gik den unge stopper direkte ind i startopstillingen, som han ikke afgav under de 15 kampe for FCR.
– Erfaring er utrolig vigtigt. Marcus [Gudmann] kender ligaen, fysikken og tempoet. Vi ved, at han kan begå sig på det her niveau, hvilket er afgørende, når vi henter nye spillere, fortæller Mølkjær.
Marcus Gudmann har fået sin fodboldopdragelse i FC Nordsjællands egne akademirækker. Her fik han som 17-årig sin sæsondebut for U19-holdet med 14 kampe til følge. Sæsonen blev også startskuddet på Gudmanns U-landsholdsoptrædener, hvor han både tørnede ud for U18 og U19. Foruden succes i ungdomsrækkerne har forsvarstalentet med serbiske rødder også fået sin Superliga-debut tilbage i 2018.
Med sine 183 centimeter er Gudmann en alsidig forsvarsspiller, der både besidder fart og styrke i duel-spillet. En stor gevinst for Kolding IF, der også kommer til at nyde godt af stopperens store evner med fødderne, hvor han blandt andet mestrer de lange diagonalbolde.
– Marcus [Gudmann] er en god fysisk størrelse, der også har kvaliteter i hovedspillet. Han skal selvfølgelig ind og finde sin plads i truppen og vise sit værd, men han kan mange af de ting, vi gerne vil. Hans spil med fødderne skal ligeledes hjælpe os i de mere kontrollerende faser, hvor han kommer fra en god skole, afslutter Mølkjær.
Gudmann tiltræder hos Kolding IF med øjeblikkelig virkning, hvor han allerede kan komme i spil lørdag, når Skive IK venter i ligaen.