Kolding IF har forlænget aftalen med Esben Jensen. Esben har siden sin ansættelse i Kolding IF den 01/07-2017 været cheftræner på U13 og siden sommeren 2018 i en fuldtidsstilling.
Fra den 01/07-2019 skal Esben være cheftræner på U14, så han følger hans nuværende årgang op, samtidig med han stadigvæk deltager i morgentræningerne.
Det er til stor glæde for os i Kolding IF at kunne fortsætte samarbejdet med en så kompetent træner som Esben, som siden sin ankomst virkelig har ydet en kæmpe indsats og været en væsentlig faktor i at opbygge den sportslige del af vores akademi.
Om forlængelsen siger Esben:
”Det har fra min side været et ønske at sikre fremtidsperspektiverne i mit daglige arbejde. Kolding IF har været i en rigtig fin udvikling, samtidig har jeg fra starten af været med til at bygge nogle af grundstenene til det setup, vi har på ungdomssiden i dag. Dette er noget, jeg rigtig gerne vil fortsætte med at præge i tiden fremover.”
”Det har været nogle spændende år på U13, hvor de første årgange, der har været igennem FSK-systemet, er kommet op. Det har været en stor opgave at være med til at opbygge et hold og en kultur fra bunden af, og noget som jeg har lært rigtig meget af.”
”Nu er tiden kommet til, hvor jeg godt vil prøve nogle andre udfordringer og et nyt alderstrin. Jeg ser derfor frem til tiden på U14, hvor jeg kan være med til at videreudvikle det arbejde, der bliver gjort i årgangene under.”
Esben fortsætter som fuldtidsansat, på en kontrakt der nu løber til sommeren 2022.
Esben er udover sit holdhverv fast tilknyttet FSK-Topcenter, hvor han er cheftræner på U12, ligesom han er en væsentlig del af vores scoutingafdeling.
Blå bog:
Esben Jensen
Bopæl: Kolding (tidligere Odense, kommer fra Rødding)
Alder: 27 år
Trænerkarriere: Rødding IF (3 år), Kolding Boldklub (5 år), Kolding IF siden sommeren 2017.
DBU/UEFA A-Licens siden januar 2017
Ved spørgsmål kontaktes talentchef Frederik Lund på fl@kif-fodbold.dk.