Sebastian Sommer og Tobias Sommer forlænger begge deres aftaler med Kolding IF.
Kolding IF kan i dag med stor glæde meddele, at de to Sommer-brødre, Sebastian og Tobias, forlænger deres aftaler. Tobias Sommer skifter permanent til Kolding IF fra Vejle Boldklub, mens Sebastian Sommer forlænger sin eksisterende aftale.
Tobias Sommer blev i starten af sæsonen hentet ind på en lejelaftale, som gjaldt sæsonen ud. Den aftale er nu blevet skiftet ud med en permanent en af slagsen, som altså holder ham på Marcus Allé.
Cheftræner I Kolding IF Kristoffer Wichmann udtrykker enorm begejstring over, at de to brødre bliver på Autocentralen Park:
– Det er kæmpestort for holdet og klubben. Først og fremmest er de sindssygt dygtige fodboldspillere, som bidrager til den professionalisme, som er alfa omega for, at Kolding IF kan rykke tingene. De er ekstremt ambitiøse, og det er noget af det, vi leder efter i vores spillere, siger Wichmann, inden han sætter et par ord på, hvad de hver især kommer til at bidrage med:
– Tobias (Sommer, red.) har trods sin unge alder kæmpe lederevner. Han har en god sammenhængskraft, han kan snakke med alle i truppen, og det forbinder virkelig gruppen. Sebastian (Sommer, red.) er kaptajnen, der går forrest og har så meget power, at man som medspiller gerne vil følge med ham, når vi spiller og træner, afslutter cheftræneren.
Hovedpersonerne selv glæder sig lige så til at fortsætte arbejdet i Kolding IF:
– Forlængelsen gav sig selv for mig. Jeg har været her i snart seks år, og det var en no-brainer for mig. Jeg elsker at være her, og jeg elsker at komme her hver dag, siger Sebastian Sommer, inden den yngre bror siger:
– En af de ting, man håber på, når man er på leje et sted, er, at man bliver så glad for at være der, at man gerne vil fortsætte. Og lige siden dag et er jeg blevet taget i mod, som om at jeg er i familie med en eller anden. Siden da har jeg følt mig hjemme, og i takt med at sæsonen er skredet frem, har jeg virkelig set det potentiale, som både klubben men også bare det her hold har, udtaler Tobias Sommer.
De er begge to enige om, hvad den kommende sæson kommer til at bringe:
– Vi fik en lidt sløj start på sæsonen, men her i foråret har vi været rigtig stærke. Og dét skal vi bygge videre på i den kommende sæson, hvor det forhåbentlig kommer til at hedde oprykningsspil, siger Sebastian Sommer, mens Tobias Sommer nikker samtykkende.
26-årige Sebastian Sommer har været i Kolding IF siden sommeren 2016, hvor det er blevet til 178 kampe, 17 mål, 13 assister og ét styks anførerbind.
20-årige Tobias Sommer har som nævnt blot været i Kolding IF i en enkelt sæson, men her er det blevet til hele 29 kampe, to mål og to assister. Derudover har han 11 ungdomslandskampe under bæltet.