Kolding IF tilknytter Thomas Jensen som ny SLO (Supporter Liaison Officier). Oprustningen skal sikre et styrket samarbejde med klubbens fans og en forbedret kampdagsoplevelse.
På trods af et trangt år rent tilskuermæssigt, så opjusterer klubben satsningen og indsatsen for et bedre samarbejde med byens trofaste og engagerede fans. Således kan man nu officielt melde ud, at man har valgt og styrke området med en officiel udnævnelse af Thomas Jensen som klubbens SLO (Supporter Liaison Officier).
Thomas’ fornemmeste opgave bliver at sikre et stærkt samarbejde, og agere bindeled mellem klub og fans. Thomas har de seneste mange år spillet en markant rolle i opbygningen af et sund supportermiljø, og samtidig været talerør for byens mange KIF-hjerter. Med den officielle udnævnelse vil klubben bygge videre herpå, og ligge fundamentet for en endnu bedre fanoplevelse når Autocentralen Park atter åbner for tilskuere.
Kolding IF Fodbolds Kommerciel ansvarlig Michael Flyvholm udtaler i forbindelse med udnævnelsen:
– Thomas er en ildsjæl, som igennem mange, mange år har betydet utroligt meget for klubben. Hans passion skinner tydeligt igennem, og vi er stolte over at have netop ham med om bord. Nu udvider vi opmærksomheden mod byens fans, og glæder os over at han vil agere bindeled og samarbejdspartner, fortæller han.
Thomas’ rolle skal sikre en god og ordentlig dialog, og målet er i sidste ende at producere en bedre kampdagsoplevelse for fans og klub.
Selv udtaler Thomas Jensen:
– Kolding IF har altid betydet enormt meget for mig. Samtidig så brænder jeg for den gode stemning, og det fællesskab og den identitetsfølelse en fodboldklub kan bringe. Dertil mener jeg at det er vigtigt at værne herom. Kolding er ved at udvikle sig til en rigtig stærk fodbold-by, og jeg har alle dage råbt højt om vigtigheden af en god og sund dialog og forhold og kampafvikling. Det skal vi nu sammen opfylde.
Således vil Thomas Jensen blive den primære indgangsvinkel til klubben for alle med et KIF-hjerte, og vil være frontkæmper for en åben og god dialog i alle fanhenseender.
Klubben glæder sig til samarbejdet, og ser frem til mange gode stadionoplevelser så snart muligheden byder sig.
Spørgsmål til den officielle udnævnelse kan rettes til Thomas Jensen på tj@kolding-if.dk og/eller til Michael Flyvholm på mf@kolding-if.dk
#ViErKolding