Tilbage i september modtog #ViErKolding 100.000 kr. med kåringen af Fynske Bank Prisen. Pengene er siden gået til et nyt fitnesscenter, der nu står færdiggjort med yderligere hjælp fra klubbens netværk.
Vægte, bænke, spinningscykler og løbebånd er blot et udsnit af de redskaber, der pryder klubbens nye træningsrum. Hvad der før var KFUM Atletiks lokaler, har siden september gennemgået en større transformation i bestræbelserne på at sikre bedre træningsfaciliteter for Kolding IF.
Finansieringen af fitnessrummet og tilhørende udstyr er blandt andet sikret gennem #ViErKolding, der tilbage i september vandt Fynske Bank Prisen med modtagelsen af 100.000 kr. Trofaste sponsorer som Y-design og Fitness World, med henholdsvis Frank Lund og Børge Neessen i spidsen, har ligeledes bidraget til inventaret.
De forbedrede faciliteter glæder klubbens fysiske træner, Rasmus Bøving, der giver ham bedre muligheder for at følge hver enkel spillers udvikling.
– Fitnessrummet giver uden tvivl vores træning et ekstra niveau. Vi kan først og fremmest udvikle spillerne fysisk fremadrettet. Det gælder både det at hoppe højere, løbe hurtigere, men også sikre forebyggelse af skader. Hvad akademiet angår, kan vi i højere grad skabe bedre atleter, ligesom vi generelt får spillere hurtigere tilbage fra skader.
Før foregik træningen individuelt i spillernes lokale fitnesscentre med individuelle programplaner. Rasmus Bøving ser derfor de nye forhold som et stort skridt på klubbens vej mod en større professionalisering.
– Med træningsanlæg og fitness i samme hus sikrer vi os en optimal træning og et professionelt miljø hver eneste dag. Den større sammenhæng giver bedre indblik i de enkeltes behov, hvor vi nemmere kan skrue på de små detaljer.
Udarbejdelsen af rummets opbygning og inventar har Rasmus Bøving selv stået for. Og særligt én ting har været vigtigt.
– Funktionalitet. Det har virkelig været i højsædet. Det skal være let at gå til. Store maskiner har vi nedprioriteret og i stedet haft fokus på eksempelvis løsvægte og squat racks (metalstænger til benøvelser, red.)
Også klubbens teknisk chef, Frederik Lund, glæder sig over færdiggørelsen af fitnessrummet.
– Det er en del af klubbens vision at have de bedste faciliteter. Eget fitness har længe været et længe ønsket tiltag, der har stor betydning for alle aldersgrupper i klubben, siger han.
Fitnessrummet benyttes kun af førsteholdet under nuværende corona-foranstaltninger, men det forventes, at Akademiet inden længe kan tage faciliteterne i brug.