Søndag klokken 12.00 spillede KIF’s U19-mandskab på hjemmebane mod divisionens førerhold Roskilde. Kampen blev vundet af de hvidblå drenge, der med en flot 3-1 sejr lægger sig lige i hælene på dagens modstander.
Autocentralen Park lagde bane til topopgøret i U19-divisionen, da Roskilde kom på besøg i går, søndag. Det var fjerde kamp i sæsonen, og begge hold var ubesejret i de tre første kampe. Men kun det ene hold var det efter gårsdagens kamp.
Hjemmeholdet fik en god start på kampen. Særligt højresiden startede godt, hvor Christian Juhl flere gange kom igennem. Slutproduktet manglede dog en smule i kampens indledende fase, så det blev aldrig rigtig farligt. Det var et KIF-hold, der fik presset på via gennembrud på højresiden og via hjørnespark, som fik testet gæsternes keeper.
Men efter 23 minutters spil gik den ikke længere for Roskilde. Tobias Martensen fandt et rum mellem modstanderens forsvar og midtbane, blev retvendt, tog et par træk og hamrede så bolden helt op i hjørnet med et forrygende spark, der efterlod målmanden chanceløs. Martensen spillede generelt en rigtig god kamp, hvor han også flere gange var i oplæggerens rolle, men hvor chancen blev brændt.
Efter scoringen var det et hjemmehold med lidt mere overskud og selvtillid. Og chancerne til en udbygning af føringen var der da også, men 2-0 målet kom aldrig. I det defensive havde Søren Møller og målmand Bobber flere gode aktioner, når Roskilde forsøgte sig med det direkte spil ned i bagrummet. 1-0 føringen holdt helt til pausen.
De sidste 45 minutter blev fløjtet i gang, og der gik ikke længe, før føringen blev udlignet. Juhl forsøgte sig med et tidligt, fladt indlæg, som blev opfanget af en Roskilde-spiller, der hurtigt ville den anden vej. Gæsternes bedste spiller, Selim Baskaya, modtog bolden og satte fart ned mod Bobbers bur. Baskaya scorede med en hård og flad afslutning, og så var stillingen lige pludselig 1-1 efter 49 minutters spil.
Det var tydeligt, at udligningen rystede Kolding-drengene, og af flere omgange i de efterfølgende minutter var gæsterne tæt på at komme foran. Det var kun rigtig gode aktioner af Bobber, der sørgede for, at hjemmeholdet ikke kom bagud. Kampbilledet ændrer sig dog, da hjemmeholdets trænerteam – anført af den nye mand ved det ror, Jonas Kamper – satte Christian Petersen på banen og skubbede Schlage op som defensiv midt.
Dette skift gjorde, at de hvidblå vandt langt flere dueller, blev bedre til at skubbe spillet fremad og skabe overtal på kanterne. Det overtag, som KIF nu havde skabt sig, gav pote efter godt 73 minutters spil. En indøvet variation af et hjørnespark blev slået bagerst i feltet, hvor Møller headede på tværs til Schlage, som stensikkert headede kuglen i kassen. Så stod der 2-1 med små 20 minutter igen.
Føringsmålet gav blod på tanden for Kolding-drengene. Tempoet blev skruet yderligere op, og chancerne til en udbygning af føringen var der, men blev desværre brændt. Gæsterne fra Kolding havde fået sig en ordentlig mavepuster, så de var ikke rigtig tæt på at få udlignet endnu en gang. Det var ren overlevelse fra deres side.
Men så, efter 88 minutters spil blev kampen lukket, da målscoreren til 1-0 Tobias Martensen scorede sit andet mål i kampen. Han fik bolden, satte sin direkte modstander af inde i feltet og sparkede den bolden fladt i målet med venstrebenet efter en god omstilling, hvor overtallet blev skabt tidligt. Og så stod der altså 3-1, og Kolding IF gik fra banen stadig som ubesejret i U19-divisionen, hvor de nu ligger på 2. pladsen med 8 point – lige efter gårsdagens modstander, der har 9 point på 1. pladsen.
Jonas Kamper, der havde sin første kamp som cheftræner, var efter kampen glad for resultatet og præstationen:
– Indstillingen, fight, kommunikationen og det mod, drengene viste, var absolut godkendt. Og særligt efter den lidt dårlige start på anden halvleg er jeg meget tilfreds med den måde, vi som hold rykkede tættere sammen i de sidste 20 minutters tid. Det var en rigtig god præstation, men der er også plads til, at vi skal lære at blive mere kyniske i modstanderens felt, udtalte den nye cheftræner umiddelbart efter kampen.
Næste gang, U19-holdet skal i kamp, er på søndag d.12. august, hvor de skal til det sydlige Fyn, når SfB-Oure FA er modstanderen.