KIF’s U17-hold tog i lørdags imod AC Amager Academy hjemme på Metropolis Arena. Hjemmeholdet vandt stensikkert og sendte gæsterne hjem til Amager med en lussing på 5-0.
Kolding IF’s ungdomshold har også været i kamp i løbet af weekenden. Og U17-holdet skulle lørdag prøve at følge op på de vanvittigt flotte præstationer, som både klubbens U19- og U15-hold havde leveret. Det var to rigtig gode kampe, som var med til at inspirere U17-mandskabet til at gå ud og kæmpe for KIF-logoet, da de på hjemmebane tog imod AC Amager Academy.
Og det måtte man sige, at drengene fik gjort! Da der var spillet 10 minutter, var stillingen allerede 2-0 til hjemmeholdet. Målet til 1-0 blev scoret af Elias Andersen, som kom igennem i venstre side, driblede tværs over banen og sparkede kuglen i kassen fra kanten af feltet. Et rigtig flot mål af Elias, der viste sine store kvaliteter.
2-0 målet var et rigtigt hold-mål. Der blev bygget op nede fra bagkæden, og bolden endte med at blive sendt afsted til Oskar Bjerre på højre kant. Han slog et knivskarpt indlæg, som Nicolai Bossen usvigelig sikkert sparkede i nettet til 2-0. Herefter opstod flere seancer, hvor begge hold mistede bolden i nogle farlige områder, hvilket resulterede i en kamp, der bølgede frem og tilbage.
Men så, ud af ingenting fik målscoreren til 1-0, Elias Andersen, bolden på kanten af gæsternes felt – denne gang i højre side. Han driblede flot forbi 3-4 mand, trak ind mod venstre og gjorde så arbejdet færdigt med en scoring til 3-0. Endnu en gang viste han, hvilke kæmpe kvaliteter han besidder. En fantastisk enkeltmandsaktion!
Denne stilling holdt til pausen, og her blev KIF-spillere og trænere enige om, at mængden af chancer skulle reduceret i forhold til, hvad de havde givet gæsterne mulighed for i første halvleg. Og der blev gjort, som der blev sagt.
AC Amager Academy kom ikke frem til de store chancer. Og allerede efter syv minutters spil i anden halvleg hamrede Emil Collatz endnu et søm i gæsternes kiste med en scoring til 4-0. Bolden endte for fødderne af Collatz inde i feltet efter et hjørnespark og hamrede den sikkert ind bag målmanden.
Og blot 10 minutter senere blev det sidste søm banket i, da KIF-topscorer Benjamin Opanovic også kom på tavlen til 5-0. Denne gang var det Bossen, som i højre side afdriblede et par mænd og med et flot indlæg fandt Opanovic fri foran mål. 5-0, og så var den kamp for alvor lukket.
Gæsterne gjorde det heller ikke lettere for dem selv, da de fik et rødt kort og altså var en mand i undertal resten af kampen. Hjemmeholdet fandt aldrig rigtig det samme topniveau efter udvisningen, hvilket var forståeligt, når en så sikker føring var i hus, og de var en mand i overtal. Alt i alt var det en fuldt fortjent sejr oven på en mere end godkendt indsats.
Cheftræner for U17-mandskabet Senthu Ariyanayagam var meget tilfreds med præstationen af sine drenge og havde dette at sige efter kampen:
– Vi skulle sørge for, at AC Amager Academy fik en hård udebanekamp. Det var den første af slagsen for deres vedkommende i divisionen. Drengene formåede at trykke dem i bund i store dele af første halvleg på trods af den store forskel, der var fysisk. Amager-drengene var nogle store drenge, men aggressiviteten var størst hos os. I anden halvleg snørrer vi fuldt fortjent sækken og sender dem hjem til Amager med en lussing på 5-0, hvilket jeg er meget tilfreds med, udtalte cheftræneren.