Kolding IF spillede her til eftermiddag på udebane mod Brabrand i en kamp, hvor banen blev det udslagsgivende. Kampen endte 1-0 til hjemmeholdet, som scorede efter et hjørnespark med godt og vel fem minutter igen.
På en grå efterårslørdag spillede KIF på udebane i Brabrand. Det var på en bane, der ikke var mere end serie 3 værdigt. Men det var jo ens for begge hold. Banen var våd, sjasket og tung, så det var ikke til at vide, om bolden ville dø fuldstændig, når den ramte tæppet, eller om den ville sjutte afsted med forøget fart.
KIF Support, der havde arrangeret bustur til Århus, sørgede for flot opbakning hele vejen igennem, og da spillerne løb på banen, blev de budt velkommen af hvidt og blåt konfetti.
Kolding IF var i dagens anledning klædt helt i hvidt, mens hjemmeholdet var klædt helt i blåt. Hjemmeholdet gav bolden op, og de første 6-7 minutter kom KIF tættest på med tre halve chancer, der dog ikke blev til andet end det. Først efter 20 minutters spil kom den første store chance.
Letort fandt en helt fri Kudsk i Brabrands felt, men målmanden fik på mirakuløs vis reddet afslutningen til hjørne. Hjørnesparket blev sparket af Sommer, som fandt Mikkelsen, men dette forsøg røg lige ved siden af opstanderen. Men KIF blev farlige allerede minuttet efter.
Brabrand-målmanden afværgede en dobbeltchance, hvor først Ohlsen fik hovedet på, og dernæst røg bolden ud til Kudsk, der sparkede på førsteberøringen. Men målmanden fik begge gange afværget. KIF havde altså chancerne til at være foran med et par stykker inden for første halvdel af første halvleg.
Det var altså en første del, hvor gæsterne var klart bedst, selvom hjemmeholdet i perioder havde bolden mest – dog uden at bruge den til andet end at spille frem og tilbage i forsvaret. Når de havde bolden i forsvaret, stillede resten af spillerne sig 30 meter frem, og så var det lange bolde derfra. En form for spil, der passede godt til den bane, der blev spillet fodbold på.
Brabrand fik bolden i nettet, men det var i en situation, hvor der var offside, og dommeren så det heldigvis. Og det var faktisk det, hjemmeholdet kom frem til i de første 85 minutters tid. Ellers havde de ikke meget at komme med.
KIF kom til flere mindre chancer i løbet af sidste del af første halvleg, men det blev aldrig rigtig farligt, og da dommeren fløjtede til pause, stod der 0-0 på måltavlen efter en kamp, der ikke var lige så flot spillet, som den havde været, hvis banen havde tilladt spil langs jorden.
Anden halvleg havde et lidt andet kampbillede, da Wichmann og trænerteamet lavede lidt om på taktikken. Brabrand fik ikke i lige så høj grad lov til bare at spille den rundt i forsvaret, men det gav så plads andre steder på banen.
Det første kvarter var det dog stadig KIF, der havde kontrollen på kampen og kom til chancerne. Mikkelsen havde et par stykker, som dog ikke tvang målmanden ud i nogle vilde redninger, men der blev stadig presset på. Det blev en kamp, som var svær at blive klog på, da KIF havde bolden mest i store perioder, men lige pludselig skiftede det fuldstændig, og så var det hjemmeholdets tur til at presse lidt på.
Og efter et lettere pres over en periode skete det, der ikke måtte ske. Et hjørnespark til hjemmeholdet blev ikke clearet ordentlig væk, så bolden dumpede ned foran en Brabrand-spiller. Og så kunne han helt uforstyrret sparke bolden i nettet efter 84 minutters spil. Og det virkede til at være et slag i maven på KIF-spillerne.
De resterende seks minutter plus det løse pressede Kolding naturligvis mest på, men det blev nogle minutter med mange dueller, som var noget, der passede hjemmeholdet godt. Og det blev aldrig rigtig farligt. Efter fire minutters tillægstid fløjtede dommeren kampen af, og det endte altså med et nederlag på 1-0.
Heldigvis er der ikke længe til, at der kan blive taget revanche, da KIF allerede på tirsdag skal til Brabrand igen for at møde dem i Sydbank Pokalen.