Kolding IF og Jesper Bisgaard indgår aftale om en ansættelse på halvtid frem til 2026. Det betyder, at cheftræneren for Kolding IF’s Kvindeliga nu kan prioritere fodbolden endnu mere.
Jesper Bisgaard, der har været cheftræner siden vinterpausen, ansættes nu på halvtid i Kolding IF. At han nu ansættes på halvtid helt frem til 2026, gør, at der nu kan fokuseres mere på fodbolden og at udvikle spillet på banen.
Tilbage i efteråret blev Jesper Bisgaard hentet tilbage til Kolding, hvor han blev ansat som head of recruitment og assistenttræner til Anders Jensen. Jensen, som i vinterpausen tog til Middelfart for at træne deres herrehold i 2. Division. Siden da har Jesper Bisgaard været cheftræner for Kolding IF Kvindeliga på en aftale, som løb frem til denne sommer. Men den aftale bliver nu forlænget til sommeren 2026. En aftale, som teknisk chef i Kolding IF Frederik Lund er glad for at kunne lade sig gøre:
– Lad mig starte med at sige, at Jesper (Bisgaard, red.) har gjort det forrygende på alle parametre, siden han startede. Relationerne til truppen og til staben, de sportslige resultater og så arbejdet i den retning, vi som klub gerne vil. Alle disse ting har Jesper gjort virkelig godt. Derudover giver det god mening, at vi får noget kontinuitet ind omkring truppen og staben. Derfor har det været det helt rigtige for klubben at ansætte Jesper på halvtid, udtaler Frederik Lund.
Jepser Bisgaard har siden ansættelsen i efteråret været tilknyttet Kolding IF på deltid. Og dét, at han nu kan hengive mere af sin tid til fodbolden, kommer til at betyde en hel del, hvis han selv skal sige det:
– Først og fremmest var det en ret nem beslutning at forlænge med Kolding IF. Det at kunne få lov til at bruge mere tid på sin hobby og leve mere af det er jo en drøm, der nu er gået i opfyldelse. Jeg er meget ydmyg over, at klubben viser mig den tillid, det er at ville forlænge med mig. Nu kan vi arbejde mere langsigtet med alle processer og ikke mindst fortsætte den udvikling, som spillerne, holdet og staben har været igennem i foråret. Så det er en aftale, jeg er meget stolt af at have indgået, afslutter en glad Jesper Bisgaard.