© Foto: KIF-Fodbold
Trods en stærk start endte opgøret mod Nykøbing FC med et nederlag på 3-2. Nok en gang var indsatsen upåklagelig, men den sidste skarphed i begge ender, samt tvivlsomme kendelser gjorde, at hjemmeholdet fik fuldt udbytte.
I sidste weekend gik Kolding fra banen uden point, men med en indsats man kunne se sig selv i spejlet med. Den indsats kom igen fredag til syne, da Kolding IF gik på banen mod Nykøbing Falster og allerede efter blot 4 min. kom i front. Det var igen Niels Letort som åbnede ballet, og godt ti minutter senere fordoblede Denis Fazlagic. Kampen var dog langt fra færdig med at give, da den bød på tre mål til hjemmeholdet, nogle særdeles tvivlsomme, og dermed blev det til et 3-2 nederlag.
Godt som kampen var kommet i gang, opsnappede Kolding en bold på modstanderens halvdel. Sebastian Sommer søgte dybt ved kanten af feltet, hvor han modtog bolden fra en velspillende Fazlagic. Sommer afleverede videre til Letort som stormede ind i feltet, og med en sikker afslutning hed det 0-1 til KIF.
Føringsmålet fik gang i Nykøbing FC, som derefter kom frem til et par fine muligheder. Blandt andet en lignende cut back-aflevering, som resulterede i en afslutning, der dog sad lige på Jens Rinke. I den anden ende fik vi fat igen, og havde flere gode omstillingsmuligheder. I det 15. minut modtog Emil Obitsø en aflevering ved sidelinjen. Lidt længere fremme og inde i banen stod Hedeager klar til at tage imod bolden, og med den for fødderne læste han øjeblikkeligt et dybdeløb fra Fazlagic. Med en brillant stikning var kantspilleren alene med Jannik Storch, som han udplacerede. Stor glæde i Kolding-lejren, men denne skulle afbrydes kort efter.
En duel omkring banens midte endte ud i, at Sommer gik i græsset med en hovedskade. Spillet fortsatte i mere end et halvt minut og til sidst fik hjemmeholdets Carlson sendt et godt skud i det lange hjørne, til 1-2. Alt imens at Sommer fortsat lå med en ansigtsskade. Lige efter den frustrerende situation var Kolding atter ved at komme til en god mulighed. En bold var på vej ud mod en helt fri kantspiller, men dommeren afbrød spillet i stedet for at lade fordelen gælde.
Resten af første halvleg bød på flere fine opspil og enkelte muligheder til begge hold, men pausestilling hed altså 1-2. Da der igen blev fløjtet gang i kampen, var det Nykøbing som kom bedst ud. Vores forsvar leverede af flere omgange vigtige tacklinger, og i 57. min. fandt en særdeles vigtig aktion sted. En Nykøbing-mand stod relativt alene i boksen, hvorfra han trykkede af. Havde Mads Zederkof ikke befundet sig på målstregen, havde udligningen da været en kendsgerning. Selvsamme Zederkof kom i den anden ende kort efter godt op på et hjørnespark, men headede den gode mulighed lige over rammen.
Som om der ikke skete nok i opgøret, skulle der også falde et straffespark. Øboerne opsnappede en bold på vores halvdel og fik spillet den ned langs kantet af feltet. Forsvaret var ikke helt opmærksomme, og Morten Hansen gik i en glidende tackling. Dommere fløjtede korrekt for en forseelse, men om denne blev begået inden- eller udenfor feltet var svært at bedømme; dommeren så dog første mulighed. Fra pletten sikrede Thorsheim en udligning.
Blot fem minutter efter skulle opgøret vendes helt på hovedet, da hjemmeholdet kom i front, efter tumult i vores felt. En bold blev først sendt ind, og denne kunne ikke blive celaret uden om den store flok spillere der havde trukket sig ind i boksen. Til sidst endte kuglen for fødderne af Koch, som slukkede lyset for oprykkerholdet.
Kolding forsøgte at komme frem og få sikret point, men den sidste skarphed udeblev desværre. Dermed blev det til nul point i en kamp, som på andre dage sagtens kunne have fået et andet udfald. Man så dog igen en brav indsats og fightervilje, og et hold, som ved, hvor målet står. Derfor er der fortsat grund til optimisme i Kolding-lejren.
Hør reaktioner fra Anders og Jens Rinke herunder:
Startopstilling: J. Rinke, M. Hansen, M. Eriksen, M. Høgsholt, M. Zederkof, E. Obitsø, N. Letort, S. Sommer, M. Hedeager, D. Fazlagic, J. Hansen.
Udskiftninger:
63’ Ud: E. Obitsø. Ind: S. Smidt.
72’ Ud: J. Hansen. Ind: R. Nautrup.
86’ Ud: M. Høgsholt. Ind: S. Zachariassen.
Gule kort:
54’ M. Zederkof
74’ S. Smidt
93’ M. Eriksen
Målscorer:
4’ 0-1 N. Letort (ass. Sommer)
15’ 0-2 D. Fazlagic (ass. Hedeager)
20’ 1-2 M. Carlson
70’ 2-2 C. Thorsheim
75’ 3-2 S. Koch