Den lokale sparekasse, Frøs Sparekasse, har lavet en flot aftale med Kolding IF. I det kommende 2022 har de nemlig opgraderet aftalen og inkluderet Kolding IFs kvindesatsning.
Således bliver de også at finde når kvinderne spiller kamp på Autocentralen Park.
Frøs udmærker sig ved at være et særdeles lokalt pengeinstitut og at være rigtig tæt på deres kunder. I mange år har de været en tæt samarbejdspartner i klubben, og det vækker naturligvis stor glæde at de nu også bakker op om kvinderne.
Kommerciel ansvarlig Michael Flyvholm i Kolding IF udtaler:
”Frøs er rigtig gode venner af huset, og det betyder meget for os, at de nu også inddrager kvinderne i deres opbakning. Vi tænker langsigtet i Kolding IF, og det er vigtigt for os at bygge en stærk fodboldklub for både herrer og kvinder. For at lykkes i disse bestræbelser, så er det vigtigt at have langvarige relationer til vores kommercielle samarbejdspartnere – og her vil jeg gerne hive Frøs som et skoleeksempel. Vi er rigtig glade for denne flotte forlængelse.”
Således er hele Syd- og Sønderjyllands sparekasse flot repræsenteret igennem hele Kolding IF, og Filialdirektør Thomas Evald Petersen udtaler:
”Vi ser rigtig fine perspektiver i at være gennemrepræsenteret i Kolding IF. Vi har været ombord længe, og hvert eneste år har klubben klaret at flytte sig, og gøre satsningen endnu mere professionel. Det tager vi hatten af for. Samtidig så bifalder vi kvindesatsningen, og synes både den er rigtig og utrolig relevant for hele byen. Derfor kan klubben selvfølgelig regne med os.”
Dermed kan klubben endnu engang takke Frøs for den flotte opgradering og opbakning – og sammen se frem til endnu flere gode oplevelser.
Besøg Frøs ved at trykke på følgende link, og glem ikke at følge deres sociale medier ved at trykke her: Facebook, LinkedIn, Instagram
#ViErKolding #FrøsSparekasse #EtGodtStedAtVære