Kolding IF er blevet enige med Frederik Ibsen om en kontraktforlængelse frem til sommeren 2022.
Frederik Ibsen har sat blæk på en ny kontrakt, der holder Kolding-målmanden på Marcus Allé indtil sommeren 2022.
Den 23-årige målvogter kom til klubben for et år siden, og har på rekordtid udmærket sig som en central profil på og udenfor banen, hvor han fra dag ét har storspillet på stregen.
Den nye aftale glæder Frederik Ibsen, der har store ambitioner for klubben og hans egen udvikling.
– Jeg er utrolig glad for den nye kontrakt og omgivet af gode mennesker hver eneste dag. Klubben er inde i en spændende udvikling, hvor jeg mærker, at jeg er en vigtig brik. Jeg har stadig en masse skridt at tage som spiller. Derfor har det også været helt naturligt at underskrive denne aftale, der kan skabe ro og fokus i jagten på de mål, jeg har sat for mig selv.
Med Frederik Ibsens prædikat som én af 1. divisionens absolut bedste målmænd begejstrer det naturligvis Teknisk Chef, Frederik Lund, at man er lykkedes med at underskrive en ny aftale.
– Der er ingen tvivl om Frederiks kvaliteter. Han har siden sin ankomst leveret på topniveau og er en vital brik i Koldings udvikling og fremtidige strategi. Det er rart, at ambitionerne er gengældt, og vi sammen kan underskrive denne aftale, udtaler Frederik Lund.
Frederik Ibsen har spillet 23 kampe for Kolding siden han i januar sidste år kom fra F.C. København.