Kampen bliver præsenteret af Kampsponsor Fit.nu og Boldsponsor MobiKOM.
Foto af Ken Jepsen, KIF
Fredag aften spillede KIF på hjemmebane mod B93. Kampen endte 1-2 til gæsterne, efter at hjemmeholdet ellers kom foran 1-0 cirka halvvejs i første halvleg.
Der var lagt op til en fed fodboldfredag på Autocentralen Park, da B93 gæstede Kolding IF fredag aften. Solen gik ned i løbet af de første minutter, det blæste blidt, og banen var – som altid – fremragende.
Og kampen startede rigtig fint for koldingenserne. Det var godt nok et B93-hold, der var mest på bolden, men de brugte den ikke til andet end at spille rundt i bagerste kæde eller slå høje bolde ned mod KIF-forsvaret, som blev afvist gang på gang.
Efter seks minutters tid opstod en situation, som kunne have afgørende betydning for kampens videre forløb. Kudsk smækkede et indlæg afsted fra baglinjen ind mod Letort. Letort kom egentlig først på bolden, men fik ikke det ønskede traf. Og så skete det. Der blev revet gevaldigt i hans skuldre. Så meget, at der med en anden dommer på en anden dag godt kunne være blevet dømt et straffespark. Men der blev vinket afværgende.
Inden for den første del af opgøret tilkom den største chance faktisk KIF. Og det var en afslutning fra Kudsk, der med venstrebenet var lige ved at få KIF i front – men afslutningen blev rettet af og røg lige ved siden af stolpen. Den afretning førte til det første af seks KIF-hjørnespark, som var igennem kampen. Og hjørnespark skulle senere vise sig at blive ganske afgørende.
Men ikke endnu! For inden da skulle KIF komme foran, da Oskar Møller scorede efter 25 minutters spil. Kudsk vandt sin duel med B93’s spiller omkring midten, og så var der plads i højre side. T. Sommer modtog bolden og havde oceaner af tid og plads til at slå indlægget. Og det gjorde han. Lige ind i pandebrasken på Møller, der bragte de hvidblå foran 1-0.
De næste godt og vel 12 minutter stod der B93 på det meste. Men stadig uden at komme frem til det helt store. De pressede på og fik trykket KIF langt tilbage på banen, men alle forsøg på indlæg og opspil blev afvist.
Efter 37 minutters spil opstod situation nummer to, som kunne få stor betydning for kampens udfald. Kudsk spillede Letort dybt i venstre side, Letort spillede en skråt tllbage til Sommer, der tog den med i feltet og afsluttede. Den blev rettet af to gange – en første gang af en glidende tackling; den anden gang af noget, der i den grad lignede en hånd på bolden. Anden gang inden for de første 37 minutter, at der blev appelleret for straffespark, men også anden gang at dommeren vinkede afværgende.
Første halvlegs sidste spark blev et hjørnespark til B93. Det var deres andet i kampen, og det første blev halv-farligt. Det blev det andet så også. Den blev sparket med indadskru fra højre side, og den lå tæt under mål. Og dér steg Sørensen op og kom højst på det hårde hjørnespark. Og det var den sidste berøring i kampens første 45 minutter. 1-1 efter en ellers forrygende første halvleg fra KIF.
Det der med at lukke mål ind sent i første halvleg har før vist sig som værende et slag i maven på det hold, der lukkede målet ind. Så KIF skulle virkelig hanke op i sig selv for at kunne komme tilbage i denne kamp. Og det gjorde de.
De kom nemlig fint ud til anden halvleg, og allerede efter seks minutter var der en chance efter et hjørnespark, hvor B93’s målmand boksede den ud til Trier, som på førsteberøringen afsluttede hårdt og fladt med venstrebenet med højre stolpe. Men målmanden kom godt ned og fik reddet til et nyt hjørnespark.
De næste små 10 minutter var der en form for stillingskrig, hvor der ikke rigtig var de store chancer, men stadig med et KIF-hold, der dominerede og havde stillet sig længere frem på banen. Det betød også, at der var plads til omstillingerne den anden vej. Og det blev udnyttet.
Oplæggeren til 1-1-målet Erenbjerg modtog bolden i fremløb lige ved midten, drev så bolden helt frem til feltet og tog den med ind til sit venstreben og afsluttede hårdt og fladt i korteste hjørne, og så stod der ud af ingenting 1-2 efter en times spil. Det var god sparket ind, men det var også lidt passivt forsvarsspil af Trier, som kunne være gået på ham lidt tidligere.
Det var, som om det knækkede KIF-spillerne en smule, dette lidt uventede mål til gæsterne. I hvert fald kom værterne ikke rigtig frem til nogle store, store chancer i løbet af den sidste halve time. Der var nogle få, mindre chancer hist og her, men den oplagte målchance udeblev. Og dermed blev resultatet af aftenens kamp altså 1-2 til B93, som måtte være rigtig tilfredse med at hive alle tre point med til København, taget den første halvleg i betragtning.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kampen bliver præsenteret af Kampsponsor Fit.nu og Boldsponsor MobiKOM.