KIFs nyoprykkede jyllandsseriehold fik forårets første point efter 1-1 hjemme mod FC Horsens.
De to første kampe i foråret, som var mod Aarhus hold, gav ingen point til KIF´s nyoprykkede Jyllandsserie hold. Så i går skulle der point på kontoen for ikke helt at miste gejsten.
KIF havde teten i starten af kampen, men kom midt i første halvleg bagud på et lidt dumt mål, da KIF mistede bolden i sit opspil og målmand Benjamin Schubert kom på mellemhånd i situationen. Det fik KIF til at gå lidt i stå i resten af første halvleg.
I anden halvleg valgte træner Ken Højland at skifte taktik og gik over til en 3-5-2 formation, hvilket hjalp gevaldigt. KIF havde to bolde på træværket inden Kasper Johannesen kunne sende en returbold i nettet til slutresultatet 1-1.
Træner Ken Højland udtaler om kampen:
”Set over hele kampen, og især på chancefordelingen i kampen, havde vi efter min mening fortjent alle 3 point.
Benjamin har vel ret beset ikke en eneste redning i hele kampen, hvor vi har 2 på træværket og i hvert fald to kæmpe chancer der bør give mål. Det gjorde det ikke, dels pga. manglende kynisme/dygtighed men også pga. det lige for tiden går stolpe ud for os, og derfor måtte vi nøjes med det ene point.
Der var dog klar fremgang at spore ift. sidste kamp i Århus, hvor vi ikke fik produceret meget frem ad banen, så det skal vi tage med fremadrettet. Som regel er det sådan, at det held vi mangler lige nu ift. at få stolpe ind i stedet for stolpe ud, det udligner sig i løbet af en sæson, så vi skal bare klø på og så er jeg sikker på vi kommer til at score mange mål og høste de sejre vi tørster efter”
Næste hjemmekamp for JS bliver søndag. d. 5. maj kl 13.00, mod Hatting-Torsted Fodbold.