Kolding-mandskabet står over for en hård prøve, når Viborg FF er modstanderen på Energi Viborg Arena, hvor KIF skal forsøge at blive sæsonens første hold der tager alle point med hjem. Truppen til kampen er også klar.
Kolding IF kom mod Skive tilbage på både mål- og pointtavlen, efter to ligakampe uden scoringer og én uden point. Et godt rygstød frem mod en af de sværeste udebanekampe, der som nævnt byder på NordicBet Ligas førerhold med 19 point, Viborg.
Viborg har i midtugen været i aktion, da Sydbank Pokalen satte dem op mod AB. Et opgør, som 2. divisionsholdet noget overraskende vandt 3-1. I NordicBet Liga-regi er topholdet selvsagt fint kørende med kun ét nederlag i de seneste fem kampe. Dog er det i de seneste to kampe ’kun’ blevet til ét point i hver, da de først fik 1-1 hjemme mod Vendsyssel og dernæst 2-2 i Næstved. En kamp, som Viborg dog kræver spillet på ny, da Næstveds Stefan Vico spillede kampen færdig, trods at have modtaget andet gule kort i 91. minut.
På nuværende tidspunkt kan lørdagens modstander sammen med Vejle kalde bryste sig af at have den bedste defensiv, da de med ti mål imod, er de hold der har lukket færrest ind. I modsatte ende har de scoret 17 mål, hvilket gør dem til det femte mest scorende hold. Her er det Frederik Brandhof, som er delt topscorer i rækken med seks mål, fra sin position på midtbanen. Resten af målene er fordelt på hele otte spillere.
Sidste sæson glippede oprykning til 3F Superliga for Viborg i play-off, hvorfor de i håbet om at klare oprykning i denne omgang, har bragt nye folk til. I FC Fredericia har de hentet Christian Sørensen, som fandt vej til målet hele 11 gange, i den overståede sæson. Derudover er også Superliga-erfarne Mads Aaquist trukket i den grønne trøje, den hollandske forsvarsspiller Lars Kramer, der har spillet én Æresdivisionskamp og den engelske U21-landsholdskeeper Ellery Balcombe, der ser ud til at have erobret målmandsposten, som de mest nævneværdige tilgange.
Hos modstanderen er der selvfølgelig masser af kvalitet på holdkortet. Hvis der skal udpeges et par spillere at holde særligt øje med, er Christian Sivebæk værd at nævne. Han har et rigtigt godt drive med bolden og fordeler kuglen stærkt. Han har i sæsonen ligeledes scoret to gange. Derudover er Frederik Brandhof, som topscorer selvfølgelig også en der skal dæmmes op for. Han er arbejdsom og har en stærk næse for at finde de rigtige positioner i feltet, hvorfra han scorer. Han har således scoret fem af de seks mål i feltet. Jeff Mensah er med sin hurtighed og sine driblefærdigheder en konstant trussel mod forsvaret. Mads Aaquist har på det seneste været skadet, hvorfor det er usikkert, om han kommer i spil.
Kolding IF har ikke mødt Viborg siden 2011, og dermed er der ikke meget relevant statistik at læne sig op ad, før kampen. KIF har i denne sæson vundet 2 udekampe og tabt tre, så det er blandede oplevelser på udebanen.
I sine yngre år spillede Mads Eriksen hos modstanderen, hvor han fik én kamp i NordicBet Liga i 2011, som dermed også blev hans seniordebut.
I Kolding-lejren sidder Mathias Høgsholt stadig ude med en skade. Truppen, som drager mod Viborg består af følgende:
Målmand: 1. Jens Rinke, 27. Benjamin Schubert
Forsvar: 5. Mads Eriksen, 13. Jakob Kiilerich, 15. Mads Zederkof, 17. Simon Smidt, 18. Casper Bruun, 19. Emil Obitsø Nielsen, 20. Morten Ohlsen Hansen
Midtbane: 6. Sebastian Sommer, 9. Niels Letort, 10. Christian Kudsk, 21. Søren Zachariassen, 23. Martin Hedeager, 24. Denis Fazlagic, 25. Jonas Gemmer
Angreb: 11. Rune Nautrup, 12. Jeppe Hansen