Kolding IF viste gode takter i sæsonens foreløbig sidste testkamp mod superligamandskabet fra Horsens, der endte med cifrene 3-3.
Kolding IF kan være godt tilfredse oven på dagens testkamp mod AC Horsens. De hvidklædte var aldeles fremragende i store dele af første halvleg, der også sikrede en 0-1 føring. 2. halvleg bød på tre mareridtsminutter inden Kolding igen fik vendt skuden og sikret et flot 3-3 resultat, der med lidt held kunne være endt med en sejr.
Det var AC Horsens der startede bedst. Superligamandskabet satte Kolding under maksimalt pres i kampens indledning, der tvang de hvidklædte til at halse efter boldbesiddelse. Det var især et aggressivt genpres som hjemmeholdet lykkedes med i de første fem minutter, men KIF holdt stand med en særdeles velspillende Schubert inde på stregen.
Efter 17 minutter kom Koldings første store chance. En veloplagt Mike Vestergård drev bolden op gennem venstresiden efter et Horsens-frispark, der med en tværpasning fandt dagens prøvespiller, Mikkel Michelsen, men afslutningen endte lige på mål uden de store vanskeligheder for Delač.
Følg Kolding IF på Facebook for nyheder, konkurrencer og andet indhold
Få minutter senere var Kolding igen på spil. Ohlsen fik via sit gennembrud sendt et fladt indlæg ind til Adam Jakobsen, der startede i front for udeholdet. Indlægget kom så hurtigt, at Jakobsen ikke nåede at vinkle sin afslutning inden for målrammen.
Herefter stod der Kolding på resten af første halvleg. Tålmodigt forsvarsspil med præcise afleveringer op imellem kæderne voldte AC Horsens store problemer. Også Koldings omstillinger og kontrastød var gang på gang et farligt våben.
Efter 31 minutter udnyttede Kolding deres gode periode. En bold fra Sommer ned bag Horsens bagkæde fandt Fazlagic, der afdriblede Delač. Vinklen blev spids, men en aflevering tilbage i feltet endte lidt tilfældigt for fødderne af Zederkof, der stensikkert satte bolden i nettet.
Køb officielt Kolding IF-merchandise her
Ti minutter senere kunne Kolding have gjort det til 0-2. En kontra blev skabt af Michelsen, der fandt Jakobsen med næsen mod mål. Et par gode finter var tæt på at overliste Delač, men Horsens-keeperen stod fast og reddede flot.
Horsens pressede lidt på i overtiden, men Schubert diskede op med endnu flot redning, der betød, at Kolding kunne gå til pause med stillingen 0-1 oven på en fremragende første halvleg.
Begge hold brugte de første minutter af anden halvleg på at sætte sig på kampen. Kolding egentlig bedst med i begyndelsen, men efter 53 minutter ventede der nogle hårde minutter.
Første Horsens-mål kom efter en ærgerlig misforståelse i bagkæden, som Bjarke Jacobsen udnyttede. Minuttet efter blev det Brock-Madsen, der via en lang bold kunne gøre det til 2-1, inden Casper Tengsted kunne score Horsens tredje mål på blot tre minutter. Hård skæbne for Kolding, der fik smagt Horsens berygtede kynisme.
Herefter blev det tid til udskiftninger. En masse unge spillere i Zjajo, Dongsted, M. Jakobsen, Kiilerich fik lov at komme ind i de sidste 35 minutter.
De mange udskiftninger betød også, at Kolding lige skulle finde sig selv igen. Det udnyttede Horsens, der kom frem til mange store muligheder, men hjemmeholdet kunne ikke passere Schubert imellem stængerne.
Følg Kolding IF på Twitter for live-opdateringer og nyheder
Med ti minutter igen begyndte Kolding for alvor at svare igen. En kombination mellem Zjajo og Michelsen var tæt på at blive farlig inden Dongsted skulle komme i fokus. Den 21-årige højreback, der sidste sæson var udlejet til Dalum, var gået med frem og endt på kanten af feltet. En løs bold tog et opspring, der sikrede at Dongsted i løb kunne hoppe flyvende ind i bolden, og med et karatelignende spark sikre dagens flotteste scoring.
Herefter gik det stærkt. Få minutter senere opfangede Nautrup en farlig tilbagelægning med sin forrygende målnæse. Et skridt udenom målmanden og comebacket fuldendt. 3-3.
Det var også lige før Kolding skulle løbe med sejren. Nautrup med en stor mulighed foran mål, men skuddet gik akkurat lige forbi den ene opstander.
Det blev afslutningen på en ganske underholdende testkamp på CASA Arena.