Foto af Rasmus Nielsen, KIF
Kolding IF spillede i går aftes de sidste 42 minutter af kampen mod FA 2000, som blev afblæst grundet Ahmed Daghims tragiske kollaps. Kampen startede 0-0, men da de 42 minutter var spillet, havde KIF vundet 0-2.
KIF-drengene tog den lange tur over begge bælter og hele vejen til Frederiksberg for at spille de resterende 42 minutter af kampen mod FA 2000. Optakten til sådan en kamp var selvfølgelig svær, og det var ikke noget, nogen på holdet havde prøvet før. Men det var ikke til at se, da kampen først begyndte i det 49. minut.
Og det gjorde den med et målspark til FA 2000, som blev sparket langt af målmanden, og fra det øjeblik var der ikke nogen af holdene, der så sig tilbage. De første fem minutters tid var i højt tempo, mange dueller og aggressive spillere. Det vidste – sjovt nok – godt, at det var under én halvleg, der skulle spilles – og derfor skulle alt energi brændes af.
Den høje intensitet i starten fik også sine konsekvenser. Allerede efter fem minutter udgik anfører Eriksen med noget, der lignede noget baks med læggen, og ind kom weekendens målscorer Niels Letort. I samme øjeblik som Letort entrerede banen, blev KIF farlige for alvor. Et langt indkast fra Trier ender bagerst i feltet, men en FA 2000-spiller fik clearet til hjørne, inden der blev afsluttet. Hjørnesparket fra Sommer lå lige, hvor den skulle. Men igen var KIF-spillerne i feltet ikke kyniske og hurtige nok til at få den prikket ind.
Herefter fulgte 5-7 mere eller mindre kaotiske minutter. Der var ualmindeligt mange spilstop – frispark, målspark og sindssygt mange indkast, der alle tog tempoet og flowet lidt ud af kampen. Men så – efter 65 minutter kom den store forløsning.
Trier erobrede bolden højt på egen banehalvdel, så Mikkelsens dybdeløb og smækkede en flot, høj aflevering over hjemmeholdets forsvar. Mikkelsen løb forbi dem og ned mod bolden. FA 2000’s målmand havde vurderet, at han da også kunne nå den. Og bevares, han kunne godt nå den – han gjorde det bare ikke. Han sparkede forbi bolden, og så kunne Thomas Mikkelsen lægge bolden ind i et tomt mål fra spidsen af feltet. Forrygende aflevering, køligt sparket ind, og så stod den 0-1 til Kolding!
Næste gang målscoreren var i fokus, var knap så fedt. Mikkelsen gik ned med, hvad der lignede et lille træk i baglåret og var nødt til at gå ud. Atu kom på banen i stedet.
Med 10 minutter igen var vi ikke mange centimeter fra at øge føringen. Kudsk opsnappede bolden lidt til højre højt på værternes banehalvdel, snurrede rundt om sig selv og forbi en modstander ind til sit venstreben og affyrede en hård afslutning, der røg lige ved siden af den højre opstander. Havde den været inden for rammen, havde målmanden ikke haft en chance.
Med fem minutter igen blev kampen endegyldigt lukket og slukket. Endnu en gang med Trier i en hovedrolle: et langt indkast i venstre side, som Møller fik snittet videre til Kiilerich, der med låget fik scoret til 0-2. OBS: vi fik skrevet på sociale medier, at det var Møller, der scorede, men det var altså Kiilerich.
Herefter var der ingen tvivl om, at tiden bare skulle rinde ud, selvom det mest var FA 2000, der var på bolden højt på banen. Det gjorde så også, at der var masser af plads den anden vej, når der blev erobret. Og netop det gjorde Kudsk. Og han fandt Atu i dybden, og han løb og løb og løb ned mod mål, fik afsluttet forbi målmanden, men den ramte desværre indersiden af stolpen, og han fik dermed lige præcis ikke scoret sit første mål for KIF.
Det blev noget af det sidste, der skete i kampen. En kamp, hvor sejren uden skyggen af tvivl var dedikeret til Ahmed Daghim.
Se alle highlights fra kampen her: https://streaming.2-division.dk/media/1_lpxawjrb
Næste kamp er allerede på søndag, hvor vi igen skal til det københavnske og spille mod akademikerne fra AB kl. 13.00.