Den nye lejeaftale er kommet i stand på baggrund af en vellykket sæson, hvor forsvarsspilleren inden sidste spillerunde i 2. Division har spillet 29 kampe for klubben.
Forsvarsklippen har leveret flotte præstationer og har tilmed scoret to mål fra sin position i forsvaret. Nu kan begge parter se frem til at fortsætte samarbejdet i NordicBet Ligaen:
– Christian er en fantastisk fyr, og han passer rigtig godt ind i vores planer. Vi er meget glade for, at han kan blive et år mere, siger teknisk direktør, Frederik Lund.
For vores cheftræner, Kristoffer Wichmann, er det ligeledes en stor gevinst at beholde forsvarsspilleren:
– Det har været den største fornøjelse at have Christian i vores trup det forgangne år. Han har altid et smittende smil, et kæmpemæssigt mindset og store menneskelige evner. At du så krydrer det med, at han er en ærgerrig fodboldspiller, som kan forsvare, så det sprøjter, gør det til en absolut no-brainer, at han skal blive hos os, siger Kristoffer Wichmann og fortsætter:
– Han har været med til at rykke kulturen den vej, jeg gerne vil. Han skal være med til at rykke den videre, og det ved jeg, han tager ansvar for. Vi er nået et godt stykke, men vi er langt fra i mål. Der er så meget mere, vi skal – og med denne gruppe kan vi nå uanede højder.
Christian Vestergaard er en vellidt spiller i truppen, og for ham giver det god mening at blive et sted, hvor han har det godt:
– Jeg har været glad for at være i Kolding det seneste år. Jeg synes, jeg har oplevet en stor personlig udvikling både på- og udenfor banen. Det håber jeg først og fremmest, jeg kan udvikle yderligere og derudover, hjælpe holdet i endnu en sæson. Det er det helt rigtige sted for mig at være lige nu. Jeg glæder mig til at tage steppet op i NordicBet Ligaen og hjælpe Kolding til en masse gode resultater, siger Christian Vestergaard.
Den nye lejeaftale med Christian Vestergaard er sommerens første tilgang i Kolding IF. Vi er alle i Kolding IF glade for at beholde Christian.