Akademiets boldglade brødre

På Kolding IF’s akademi findes tre brødre, der hver især elsker fodbold, hinanden og den verden, de lever i.

Flankeret af sine beskyttende storebrødre sidder den yngste af tre brødre, Gustav Knudsen. Med et lidt nervøst udtryk, som om han frygter situationen en lille smule. Men med sine to ældre brødre ved sin side ved han, at det hele vil gå godt.

Ovenstående passage beskriver ret godt det forhold, der opstår mellem tre brødre, der deler samme passion. Og det er også tilfældet med Gustav, Magnus og Anton Regnold Bach Knudsen. De tre drenge deler nemlig skæbne, passion, blod – og bold. De figurerer nemlig alle sammen inde på Kolding IF’s hjemmeside under hvert sit ungdomshold. 12-årige Gustav på U13-holdet; 16-årige Magnus på U17-holdet; og 18-årige Anton på U19-holdet. Og den fælles interesse er ikke opstået tilfældigt.

”Hele min interesse stammer fra vores far, som altid har taget os med ud at se og spille fodbold. Og så er min interesse for fodbolden bare steget med årene,” fortæller Anton. Og Magnus giver også sin far skylden for interessen.

”Interessen skyldes nok min far. Og så dét, at jeg startede med at spille fodbold som 2-årig… hvilket helt sikkert var min fars idé,” siger han grinende, mens de to andre nikker genkendende. Gustavs interesse falder tilbage på sine storebrødre – og selvfølgelig deres far. Når man som den yngste af tre brødre vokser op i en rigtig fodboldfamilie, falder det en naturligt ind, at det også er fodbolden, det drejer sig om. Men som Gustav selv fortæller, så ”elsker han fodbold, så det er fint nok”.

Fra et spil til en sport
Alle tre brødre skiftede til akademiet i Kolding IF fra Bramdrupdam GIF (BGIF). Fordi fodbolden fyldte mere og mere, og især fordi niveauet var til det. 18-årige Anton skiftede – naturligt nok – som den første. Allerede inden der var et egentligt akademi. Så hans overgang fra hygge-fodbold i BGIF til et mere professionelt set-up skete glidende, da han figurerede på det bedste U14-hold, som så to år senere blev til en del af akademiet, da det blev lavet.

Gustav startede i KIF for blot tre måneder siden, men har været en del af topcentret i Kolding de seneste to år. Her samles de bedste spillere fra Kolding og omegn – det, der hedder FSK-samarbejdet – indtil de bliver gamle nok til at kunne indgå på akademiet. Han rykkede til KIF, fordi niveauet i den grad var til det, og især fordi han vidste, at han kunne rykke sig langt mere end i BGIF.

Den mellemste mand, Magnus, var derimod fra start en del af det hårde udvælgelsesmiljø, hvor det til hver træning føltes, som om der var et nåleøje, man skulle igennem. Og det var noget, der kunne mærkes i vennekredsen. Og i BGIF prøvede de at skrue op for intensiteten, så drengene kunne se, hvordan det ville være på KIF’s akademi.

”Det var klart noget, der blev snakket om. Vi havde normalt kun to træninger i ugen, men så skiftede det til, at vi havde fire, som alle sammen var hårdere, end jeg var vant til. Det, jeg kom fra, var mere hygge-fodbold, hvor jeg var en af de klart bedste. Og da jeg så kom herned (Kolding IF, red.), sad jeg over i første kamp. Det var en stor omvæltning.”

Da Magnus var U13-spiller, havde han lige præcis alderen til at være den første årgang på akademiet. Og dermed også den første årgang, hvor der skulle vælges og vrages – også blandt kammerater, hvilket hurtigt kunne blive en stor forløsning for nogen og en trist dag for andre.

”For mit vedkommende var det helt vildt. Jeg kan huske, da jeg fik det at vide – det var midt under skoletiden, at jeg fandt ud af, at jeg skulle spille fast for KIF. Jeg havde været sammen med to venner til prøvetræning, og jeg var den eneste af os, der kom på holdet. De var lidt triste, men jeg var bare helt vild glad for at komme på holdet,” fortæller Magnus om det første møde med nåleøjet.

Fodboldfamilien
Nu om dage høres der historier om forældre, hvis største drøm er, at deres børn bliver professionelle et-eller-andet. Måske fordi det forbindes med prestige, og måske fordi familien så sikres økonomisk – selvom sidstnævnte nok er mere udtalt i u-lande og ikke så meget i Vesten. Men selvom de tre brødre tilskriver deres far skylden – eller æren, om man vil – for deres fodboldinteresse, har det aldrig været dem pålagt, at de skal spille. De skal gøre det, der gør dem glade. Og hvis det er fodbold, er det dejligt. Hvis det ikke er fodbold, er det lige så dejligt.

Opbakningen fra hjemmefronten findes i fuldt flor. Deres mor, Marianne Regnold Bach Knudsen, står for frugtordninger på de respektive hold, hun kører ofte til udebanekampene og forsøger at være der til samtlige kampe på hjemmebane. Derudover er hun også at finde på kampdagene i 2. Division, hvor hun frivilligt hjælper til sammen med en masse andre uundværlige kræfter. Man skal være decideret uheldig, hvis man formår ikke at rende ind i en Regnold Bach Knudsen i løbet af en normal uge på Marcus Allé 30.

Drengene har også haft deres gang på Autocentralen Park som små, hvor deres forældre har taget dem med. De er altså flasket op med Kolding IF, og til spørgsmålet om, hvorvidt akademierne hos henholdsvis Vejle Boldklub eller FC Fredericia har været i tankerne, er svaret entydigt og meget klart: ”Nej! Der har altid kun været Kolding IF!”

Dét, at de tre brødre nu spiller på samme akademi, betyder også, at de på mange måder går gennem mange af de samme ting. Og på den måde kan de hjælpe hinanden, hvilket de også har gjort – både med det på og uden for banen. Særligt det på banen, hvor der i fritiden virkelig kan rykkes ved mange ting, har 12-årige Gustav gjort brug af.

”Når jeg har været nede og selvtræne, har de (Magnus og Anton, red) været virkelig gode til at tage med derned og lave forskellige øvelser med mig. Det har helt klart gjort, at jeg er blevet bedre til en masse små ting, som gør forskelle i sidste ende,” siger Gustav, mens han kigger kærligt på sine storebrødre.

En atypisk ungdom
Når hele ens liv kredser om fodbold og dét at leve professionelt, bliver der automatisk givet afkald på nogle ting. Særligt for de to ældste, 16-årige Magnus og 18-årige Anton. For lige nu står de i en periode i deres liv, hvor de begge går på HHX (handelsgymnasiet, red), og hvor vennerne begynder at synes, det er sjovt at gå i byen og drikke sig i hegnet. Og hvis noget er uforeneligt med dét, er det at lave som en professionel fodboldspiller.

”Jeg har altid vidst, at hvis du vil det, så er der noget, du må give afkald på. Der er nogle oplevelser med nogle fra klassen, som man må sige nej til. Heldigvis kommer du ud og oplever andre ting med dit fodboldhold. Altså man ved godt, at hvis man vil nå langt i fodbold, er det ikke druk og sådan noget, du skal gøre dig mest i,” starter Anton, inden Magnus fortsætter:

”Selvfølgelig er der ting, jeg siger fra til, hvis der er kamp eller træning. Men jeg føler det egentlig ikke som et fravalg, men mere at jeg vælger fodbolden til.”

Men selvom der bliver sagt fra til nogle ting, fordi der altid ligger en kamp eller en træning og venter, føler de begge, at vennerne bakker op om det. De kommer og ser så mange kampe, de kan, og synes, at det er sejt, at de hver især er kommet dertil, hvor de er. Og allervigtigst forstår de det, hvis Anton for eksempel er træt efter en lørdagskamp og derfor ikke tager med ud om aftenen. Det kommer der ikke skæve blikke af på nogen måder.

Fremtidstanker
Det er ikke uden grund, at de tre drenge bruger så meget af deres tid på at leve for og tænke på fodbolden. Dels fordi de i det miljø kender rigtig mange mennesker, som de holder af at bruge tid på og sammen med. Og dels fordi det er en del af fremtidsplanerne og ikke mindst fremtidsdrømmene at leve af fodbolden.

De fortæller hver især om et brændende ønske om at kunne leve af fodbolden – på den ene eller på den anden måde. Selvom de er fuldt bevidste om, at der skal være ”noget af falde tilbage på” – som det hedder på voksensprog – tør de alle tre godt drømme om en fremtid inden for dette felt. Og heldigvis ønsker de ikke at leve af fodbold, fordi det er sejt, eller fordi der angiveligt er mange penge i det. De vil gerne leve af fodbolden, fordi det er det, de brænder for. Faktisk så meget, at ingen af dem endnu har gjort sig nogle alvorlige tanker om, hvad fremtiden ellers skal byde på.

De ved, at muligheden for, at fodbolden ikke bliver en levevej, ligger og lurer derude et sted. Ud af en af de mange veje, et ungt menneske kan gå. Men for nu vælger de ikke at bruge for mange kræfter på at spekulere over det, fordi de kræfter så kan bruges på fodbolden og drømmen i stedet for.

Og hvis ikke tre brødre, med stor kærlighed, engagement og forståelse for hinanden, ikke skal have lov at drømme – hvem skal så?