Sportslig udvikling
Oprykning til NordicBet Ligaen var årets store milepæl for klubben, som blev opnået efter flere års fokuseret arbejde på at udvikle holdet og klubben. Aktuelt ved årsskiftet ligger Kolding IF på en 4. plads i Nordic Bet ligaen, hvilket er meget tilfredsstillende. Kvartfinalen i pokalen mod FC Midtjylland står ligeledes som en markant begivenhed for året, hvor mere end 6.000 tilskuere fandt vej til Autocentralen Park. Det primære mål for sæsonen 2019/2020 er fortsat overlevelse i NordicBet Ligaen samt at klargøre hele det sportslige setup og niveau til den formodet svære anden sæson i rækken.
Økonomisk udvikling
Årets resultat blev et underskud på 667 t.kr., hvorefter egenkapitalen udgør 971 t.kr. Årets resultat er i overensstemmelse med forventningerne og acceptabelt grundet den markante opgradering af det sportslige og administrative setup.
Indtægtssiden er vokset betragteligt i årets løb og opbakning til klubben fra sponsorer er støt stigende. Oprykningen til NordicBet Ligaen har givet et stort rygstød til klubben og mange nye sponsoraftaler har allerede i 2019 bidraget pænt til indtjeningen om end den fulde effekt heraf først slår fuldt igennem i 2020. Oprykningen og den øjeblikkelige placering som nummer fire i NordicBet Ligaen har betydet væsentligt større indtægter fra TV-penge ligesom tilskuerinteressen har været støt stigende over perioden.
Organisationen er både på den sportslige og administrative side blevet opgraderet til NordicBet Ligaen niveau med blandt andet fuldtidsansat sportschef, cheftræner samt ikke mindst ansættelser på klubbens driftsside. Primo 2020 er det sportslige setup blevet opgraderet til deltidssetup for klubbens spillere, hvilket er i tråd med ambitionen om på sigt at etablere klubben i den øvre del af NordicBet Ligaen.
Klubbens mål er balance mellem indtægter og udgifter senest i 2021. Opgraderingen på den organisatoriske side som nævnt ovenfor betyder et andet niveau af omkostninger, som er nødvendigt hvis klubben fortsat skal være en del af NordicBet Ligaen, men hvor indtægtssiden først successivt når samme niveau. Fokus er på stram omkostningsstyring i kombinationen med at få opdyrket flere og nye indtægter fra sponsorer, erhvervsnetværk, tilskuere, events mv. TV-penge der størrelsesmæssigt afhænger af den løbende placering i NordicBet Ligaen er den indtægtskilde, der knytter sig størst usikkerhed til og som kan påvirke de fremtidige resultater væsentligt i både positiv og negativ retning.
Ejerkredsen der består af lokale Kolding investorer har før aflæggelsen af dette årsregnskab gennemført en kapitalforhøjelse der sikrer likviditeten og et solidt fundament under klubben i de kommende år. Lokal forankring i Kolding og en målsætning om at bringe topfodbold til Kolding er de vigtigste pejlemærker for klubben.
Begivenheder efter balancedagen
Efter regnskabsårets udløb er gennemført en kapitalforhøjelse ved kontant indskud, der forøger egenkapitalen med 3,6 mio. kr. og sikrer det fremtidige kapitalgrundlag.
Det er ledelsens forventning, at udbruddet af COVID-19 på kortere sigt vil få nogen effekt på selskabets aktivitetsniveau, idet afviklingen af turneringsprogrammet på regnskabsaflæggelsestidspunktet er udskudt. Det er dog ikke ledelsens forventning, at dette vil få væsentlig indvirkning på selskabets fremtidige udvikling, idet en stor del af selskabets indtægtsgrundlag er sikret for 2020. Derudover sikrer den gennemførte kapitalforhøjelse, at kapitalgrundlaget også ved en længerevarende udskydelse af turneringsprogrammet ikke er truet.
Herudover er der fra balancedagen og frem til i dag ikke indtrådt forhold, som forrykker vurderingen af årsrapporten.